“Jeg er nærmest opvokset på stranden ved Venø Bugt”, fortæller Claus Skodborg Nielsen. Jeg fik min første båd i 13 års fødselsdagsgave af mine forældre – det er godt 47 år siden nu. Bortset fra en kort periode fra 1978 til 1985 hvor fester og motorcykler og – nå ja en gang imellem – uddannelse, overskyggede sejlerlivet har jeg haft båd lige siden. I dag har jeg en 3 -4 stykker: En Scankap 99 i Virksund, en Sjægt i Hjarbæk, en fiskerjolle på trailer og en gummibåd. Jeg kan derfor godt stresse lidt i forårssæsonen for at få det hele klar.
Jeg kom til Virksund havn første gang i 1988 med sjægten. Efter nogle år rykkede jeg dog til Hjarbæk med sjægten. Da vi købte Spækhugger i 2003 var det naturligt igen at vende tilbage til Virksund.
Jeg er først og fremmest kapsejler, men fruen og jeg tager også gerne på sejlerferie.
Sejlklubben i Virksund har nogle virkeligt gode og varierede kapsejladsbaner – vel mindst 20 forskellige. Stemningen under kapsejladserne er god og det er meget sjældent der bliver råbt højt. Jeg tror ikke nogen på aftenkapsejladserne kunne drømme om at gå hårdt til en ny kapsejler, der måske ikke kender kapsejladsreglerne 100 % – og hvem gør for øvrigt det?
Sejlklubbens kapsejladsudvalg arbejder aktivt på at kapsejladsen skal være sjovt, være for alle og så retfærdigt som muligt. Klubben er da også én af de mest kapsejladsaktive i Limfjorden.
De erfarne kapsejlere i klubben giver også gerne gode råd og hjælpsomme forslag til dem der ønsker det – og såmænd nok også til dem der ikke lige gør.
Så – uanset om du er tur- eller kapsejler (eller begge dele) giver det rigtig god mening at komme til Virksund og at være medlem af Virksund Sejlkub.
Claus Skodborg Nielsen