Kom fri af grundstødning

Grundstødning er vist et vilkår, når du sejler i Limfjorden. Heldigvis løber man som oftest på sandgrund, hvis uheldet er ude. Men det kan dog hænde, at grundstødningen skyldes andre ting, så grundstødningen kan ende med havari.
Derfor er det vigtigt at kende det farvand, som du sejler i. Der findes grunde og frit liggende sten rundt omkring i Limfjorden, som du bør kende og registre positionerne på.
Det er desværre ikke alle sten, som er markeret i søkortet med et stort fedt R. Derfor bør du markere alle kendte større sten i dit søkort eller plotte dem ind som markeringer i din søkortplotter. Du kan læse om nogle af de større stens placering i fjorden her: https://www.virksundsejlklub.dk/2022/06/11/sten-ud-for-fur-bryghus/, og her: https://www.virksundsejlklub.dk/2022/06/01/positioner-for-store-sten-ved-rotholm/
Vil du helt undgå grundstødning, skal du respektere farvandsafmærkning og især sejle med bred eller sikker margin. Det betyder, at du skal holde dig på den sikre side af fire meter kurven på søkortet og holde dig i god afstand af grunde, sten og hindringer.
Sådan får du båden fri
Når du står på grund, så skaf dig et hurtig overblik over situationen og læg en plan for at komme fri.
Det første man skal tænke på er hvorvidt der er sket skader på båden.
Før båden sætter sig mere fast på grunden, tager du bestik af vindretningen. Dernæst beslutter du om båden skal vendes eller om den kan bakke ud. Skal motoren startes? Skal sejlene ned? Skal båden krænges eller skal nogle fra besætningen hoppe i vandet og prøve og skubbe båden fri?
Er dine egne forsøg på at komme fri af grunden ikke mulig, skal bådens vægt trimmes. Besætningen kan forsøge at krænge båden med al deres vægt. Bommen kan vippes ud og nogle fra besætningen kan placere her. Løs og flytbar vægt kan ligeledes bidrage til krængning. Du kan også overveje at tømme vandtanken.
Er alle disse muligheder udtømte og sidder du fortsat på grunden må du overveje at tilkalde hjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *