Nyhedsbrev oktober 2023, klar til nye aktiviteter

Velkommen til oktober måneds nyhedsbrev.
Sejlerskole, pigesejlads og onsdagssejlads er nu i mål og har alle afsluttet aktiviteterne i denne sejlersæson. Og dog! Det er planen, såfremt der er tilstrækkelig tilslutning hertil, at sejle med J70 sejlbåden i Lemvig denne vinter. Vi håber som bestyrelse, at flere sejlere har interesse i at forlænge sejlersæsonen og deltage i vintersejlads. Det giver både noget til dig som aktiv sejler og noget fællesskab omkring sejlads og aktiviteter på land. Læs mere her om vintersejlads: https://www.virksundsejlklub.dk/2023/09/27/forlaeng-sejlersaesonen-og-faa-det-sjovere-paa-vandet-hele-aaret/
Vores sejlerskole har i år ikke haft samme antal deltagere, som de seneste tre – fire år. Det kan skyldes flere ting, men her skal især peges på, at Corona perioden gav en stor stigning i antallet af kursister, som måske har mættet interessen for en periode. Derimod har tilslutningen til pigesejlads også i år været rigtig god. Når det gælder onsdagssejlads, har der også i år været en lille fremgang. Glædeligt at se, at der kommer nye interesserede sejlere til. 25 både har i år været tilmeldt sejladserne og nogle gange i foråret nåede op i nærheden af dette tal. Flot!
Børn og unge sejlads har i år især været gennemført på Nørresø og i Hjarbæk. Tilslutningen er nogenlunde konstant. Børnene deler sig i to hovedgrupper. Dem som blot vil sejle, bade og have det sjovt og dem som også gerne vil konkurrere mod hinanden. Der skal være plads til dem alle i vores aktiviteter. I år har nogle af de unge mennesker deltager i to kapsejladser i Sunds md fine resultater til følge.
Onsdagssejladserne fik en vejrmæssigt flot afslutning. Der var 16 deltagende både på vandet, der på tætteste hold kunne opleve Indian summer og en flot solnedgang over Lovns Bredning. Du kan se resultaterne af de 13 sejladser i klubmesterskabet, Le Mans sejladsen og for de tre sejler i Virksundmesterskabet her: https://www.virksundsejlklub.dk/virksund-sejlklub-sejler-kapsejlads-onsdag/kapsejladsresultater-i-virksund-sejlklub/
Præmieuddeling efter sæsonens kapsejladser finder sted i f.m. klubbens generalforsamling onsdag d. 7. februar 2024.
En stor tak skal rettes mod kapsejladsudvalget for nogle flotte baner og sejladser i løbet af sæsonen. Også en kæmpe tak til truttetøserne, som hver onsdag stiller op på sandtangen.
Hvis vi skal dryppe lidt malurt i bærret, så findes der desværre fortsat gaster, som aktivt har deltaget om onsdagen i to eller flere år, som åbenbart ikke har til hensigt at betale kontingent til sejlklubben for at deltage i aktiviteterne. Det vil bestyrelsen fremover begynde at håndhæve hårdere. Det skyldes bl.a., at der helt naturligt skal indtægter til, for at drive en sejlklub. Både og materialer skal vedligeholdes og udskiftes. Vi afholder forskellige aktiviteter og bestyrelsesmøder sommer og vinter. Vi sejler med børn og unge på Nørresø og i Hjarbæk. Der skal bl.a. hældes brændstof på følgebådenes motorer. Vi er også repræsenteret i andre klubrelaterede aktiviteter, der også skal finansieres. Bl.a. deltager frem medlemmer i år i klubkonferencen i Vingsted og to medlemmer deltager i De Blå Ambassadørers Årstræf. Vi er også til stede, når Dansk Naturfredningsforening og mange flere deltager i møde i Lemvig 8. november for at sætte spot på Limfjordens tilstand mv.
Det kan måske skabe lidt muren i krogene, at vi begynder at gøre hårdere til værks. Betaling af kontingent er og bliver gasternes ansvar og så vil vi appellere til skipperne på de deltagende både, at sørge for at gasterne får betalt, når sæsonen starter.
Nu til noget mere glædeligt. Sejlklubben og lystbådehavnen afholder afriggerarrangement og standerstrygning fredag d. 27. oktober 2023. Vi håber, at mange vil deltage i denne markering.
I starten af 2024 planlægger sejlklubben igen at afholde duelighedskursus. Er du interesseret i at deltage som kursist, kan du læse mere om tilmelding, krav og forventninger. Du kan også se, hvilke datoer undervisningen vil finde sted. Læs mere her: https://www.virksundsejlklub.dk/duelighedskursus/
Vel mødt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *