Virksund Sejlklubs bestyrelse ønsker alle en god jul og et godt nytår.
Trods regn og blæst i lange perioder, fik vi et godt sejlerår. Vi fik gennemført næsten alle planlagte aktiviteter i 2023, pånær Vestjysk Bank Cup. Vi fik arrangeret pop up aktiviteter, som ikke lige lå i den oprindelige kalender, fx. kapsejladsweekend med J70. Glædeligt var det også, at ungdomsaktiviteterne fortsat lever og har det godt. Nye initiativer bliver taget til glæde og gavn for børn og unge. Vi er også kommet i gang med vintersejlads i Lemvig og får på denne måde brugt vores J70 båd.
Vi tager afsked med 2023 i håbet om, at det endnu ubrugte 2024 vil vise sig fra sin allerbedste side.
Vi starter 2024 med duelighedskursus på forskellige datoer. Sven Primdal vil komme torsdag d. 25. januar og fortælle om hans spændende rejser til det sydlige Afrika og onsdag d. 31. januar er frivillige inviteret til nytårsparole. Generalforsamling og præmieuddeling finder sted onsdag d. 7. februar.