Bundmaling, er tiden ved at løbe fra kobber?

Er det ved at være tiden, hvor brugen af bundmaling med kobberoxid er ved at rinde ud? Det er nok ikke dette spørgsmål, som strejfer ens tanker her i sejlsæsonen, men ikke desto mindre, er det en virkelighed, vi måske ser ind i.

Her er en opsamling om emnet, som muligvis kan få konsekvenser for bådejere og sejlere i løbet af en kortere årrække.. 

Alle biocidfri bundmalinger skal godkendes efter EU biocidforordning. Producenterne af bundmaling har siden 2017 indsendt ansøgninger til Miljøstyrelsen på de produkter, som de ønsker godkendt efter EU biocidforordning.

I foråret slap de første traditionelle bundmalinger baseret på kobberoxid gennem nåleøjet og blev godkendt for 10 år. Det drejer sig om Jotun bundmaling. Mange andre produkter, står i køb for at blive godkendt. Indtil de har været gennem en vurdering efter forordningen, må de sælges og anvendes af bådejere.

Bestemte produkter fra Jotun må efter vurderingen ikke påføres af private, men kun af professionelle med beskyttelsesudstyr. Årsagen til denne væsentlige stramning skyldes de sundmæssige risici ved brug af produkterne og fordi produkterne kræver åndedrætsværn.

Det er for tidligt at sige noget om, hvilke konsekvenser vurdering efter biocidforordningen vil få for andre produkter, der lige nu står i kø for godkendelse og hvordan situationen vil påvirke bådejerne.  

I dag er kobber godkendt af EU til anvendelse i bundmaling. Om 1 1/2 år udløber tilladelsen og skal på ny godkendes for 15 år. Hvis kobber ikke godkendes, er der 180 dage, hvor produktet fortsat kan markedsføres. Derefter er der yderligere 180 dage, hvor det må påføres. Det indebærer, at vi fra midten af 2026 i værste fald kan stå i en situation, hvor kobber baserede produkter ikke længere må benyttes som bundmaling. Der er ikke noget krav om, at allerede påført bundmaling med kobber skal fjernes. Der er heller ikke noget, der pt. tilsiger, at kobber ikke godkendes og at der kan ske en forlængelse i brugen af kobberoxid i bundmaling.

Med andre ord: Det er ikke tid til at male fanden på væggen (bunden), men det er værd at følge udviklingen nøje. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *