Knald på aktiviteterne i eftersommeren

Det er altid lidt vemodigt tidspunkt, når sommerferien er brugt. Det er nu tid til at se frem mod eftersommerens aktiviteter og her er meget at glæde sig til. Her findes et samlet overblik over nogle af de væsentligste aktiviteter omkring Virksund, Viborg og Limfjorden.

Onsdagssejladserne genoptages onsdag d. 7. august. Skippermøde til sædvanlig tid kl. 1825 ved klubhuset. I september forskydes tidspunktet for skippermøde som vanligt med 30 minutter til kl. 1755. Nogle skal forsvare forårets placeringer og andre har mulighed for at forbedre deres øjeblikkelige placering.

Fredag, lørdag og søndag i perioden 16. – 18. august afholder Ung På Vandet jollesejlads for børn og unge på Viborg søerne. Det sker som led i Nordic Lake Festival, hvor det hele bimler og bamler i Viborg. Læs mere på Ung på vandet

Det er i øvrigt første gang i mange år, hvor der atter arrangeres ungdomskapsejlads på søerne for inviterede klubber i Midt- og Nordjylland. Claus Thiel Sørensen er tovholder på arrangementet og har du lyst til at assistere og hjælpe en eller flere dage i aktivitetsweekenden, kan du henvende dig til Claus. Der er brug for frivillige hænder og det vil være fantastisk, hvis dette flotte initiativ kan blive en succes og måske en tilbagevendende begivenhed, der kan sætte mere fart i jolleudviklingen i Viborg.

Onsdag d. 21. august igangsættes fjordstafetten fra Hjarbæk. 30 fjorde på 30 dage hedder budskabet, hvor der sættes fokus på behovet for et renere havmiljø. Stafetarrangementet skydes i gang kl. 12 på Hjarbæk Havn. Stafetten sejles herefter ud i fjorden og videre rundt i de danske fjorde. Virksund Sejlklub vil sørge for at sejle stafetten bringes fra Virksund dæmning til Skive med sejlbåd. Stafetten vil blive overrakt ved dæmningen omkring kl. 14. Du kan læse mere om 30 fjorde på 30 dage her:30 fjorde på 30 dage starter i Hjarbæk og Virksund 

Weekenden 25. og 26. august afholder Sejlsportsligaen 2. divisions kapsejlads for J70 sejlbåde i Lemvig. Virksund Sejlklub har fået rådighed over wild card.

I weekenden 7. og 8. september afvikles kapsejladsen Fjordfræseren. I år sejles der ud fra Glyngøre. Om lørdagen afvikles distancesejlads og søndag sejles to sejladser på op-ned bane. Du kan vælge at tilmelde dig begge dages sejladser eller blot udvælge en af dagene til sejlads.

Hvis du vil ud af det sædvanlige revir, afvikler Aalborg Sejlaklub hovedkapsejlads samme weekend – lørdag d. 7. september. Det sker samtidig med at sejlklubben markerer 125 års jubilæum. Der skal nok blive knald på aktiviteter og fejring..

September afsluttes med Sensommer Cup i Sunds lørdag d. 28. september, hvor unge sejlere fra Virksund de senere år har deltaget.

Samme lørdag afvikler Skive Sejlklub Trangmanden Rundt. Her deltog et par både fra Virksund sidste år. Starten går normalt for første båd kl. 0930. Dette lokale arrangement kan være en god anledning til sammen med din besætning at markere afslutningen på kapsejladssæsonen 2024.

Vel mødt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *