Ny jollebro ved at være i støbeskeen

For ca. 20 år siden installerede Virksund Sejlklub og Virksund Lystbådehavn en flydebro i Lystbådehavnen. Flydebroen blev placeret i tilslutning til et slæbsted, hvor joller, kajakker, surfere og andet udstyr kan sættes i vandet før sejlads og tages op efter sejlads.

Flydebroen og de tilhørende faciliteter er en vigtig del af lystbådehavnens faciliteter og benyttes af unge, familier og seniorer, når joller og andet udstyr skal sættes i vandet.

Flydebroen er desværre efterhånden i en konstruktionsmæssig stand, hvor den skal udskiftes, fordi de skiftende situationer med høj- og lavvande i fjorden gennem årene har nedslidt flydebroens fundament og hængsler mv. Særligt de seneste år har været markant hårde for broen.

De ændrede og mere ustabile vejr- og højvandeforhold ved dæmningen indebærer også, at forankring af flydebroen på land skal omkonstrueres, så der etableres en betonrampe på land til at holde flydebroen på plads i havnen.

Henover efteråret har Sejlklub og Lystbådehavn været i gang med at søge økonomiske midler til en ny flydebro og betonrampe. Som led i samarbejdet har vi også indhentet tre tilbud på en ny flydebro, hvor pris, bæredygtighed, vedligehold og flydebroens form er væsentlige faktorer.

Indtil videre ser mulighederne ud til at være gode for i 2025 at kunne anskaffe og etablere en ny flydebro til erstatning af den eksisterende bro. Vi modtaget de første tilsagn om økonomisk støtte. Sparvest Fonden i Skive har atter været en fantastisk lokalt hjælp. DIF og DGI Foreningspulje har også meldt sig banen med et pænt beløb. Vi har også en forventning om at Skive Idrætssamvirke vil være behjælpelig med et pænt pengebeløb. Det tegner lovende for projektet.

Når vi skal til at konstruere betonrampen håber vi, at lokale frivillige i Virksund vil være behjælpelige, så den nye flydebro får en fæste der kan virke holdbar mod vind og vejr.

Sejlklubbens bestyrelse

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *