Onsdagssejlads – sportsmode activated.
Er der fart i båden og går det godt til onsdagssejlads eller skal der arbejdes lidt mere med tingene? Der er vel altid noget, som besætningen på en sejlbåd kan blive bedre til. Her er nogle tips til sjovere og bedre sejlads, hvor du kan vinde meter.
Når I deltager i onsdagssejlads, er det en god idé at holde fokus på én til tre områder, som I gerne vil udvikle eller forbedre under sejladsen. Det kan være forskellige ting fra gang til gang, men det er vigtigt ikke at sprede sig over for mange emner ad gangen. Alle i besætningen skal nå at være med og huske aftalerne.
Konceptet er, at hele besætningen helt kort gennemgår de emner, som der skal holdes fokus på og hvordan rollerne fordeles på båden, når opgaverne skal udføres.
Hvis I arbejder struktureret, kan det give jer mange ekstra meter. Det gælder om at være enige om dagens fokusområder, rollefordeling og jeres samarbejde om at nå dem.
Der er utallige emner, som kan dyrkes og trænes.
En oplagt ting at arbejde med er selve starten.
I starten er der mange meter at hente. Prøv inden start at gøre det til en vane at finde ud af, hvor langt fra linjen du skal ligge, så du kan ramme linien med optimal fart præcis når startskuddet lyder. Det er også vigtigt at, at en gast følger tiden på stopuret og melder tiden for hver 15 sekund til den øvrige besætning? Når startskuddet går, skal båden ligge i fri vind og så tæt på startlinjen som muligt. Det nytter ikke at komme et minut for sent, så er I allerede bagud.
Et andet vigtigt emne er mærkerundinger.
Båden kurs mod mærket bestemmes ofte af besætningen selv og andre både. Få båden placeret så godt som muligt i forhold til andre både, når I kommer til mærket. Hvis muligt, så søg overlap på andre både senest tre bådslængder før mærket. Vær så tæt på mærket som muligt, selv hvis der ikke er andre både omkring dig. Sørg for, at både fok og storsejl er trimmet til kryds, når mærket rundes, så det ikke står og slasker. Fok eller genua skal hales ind i takt med, at båden accelererer – det minder om at skifte gear i en bil fra første til tredje gear.
Hvis du runder mærket lige før andre både og har nået topfart kan det ofte betale sig lige at tage lidt overhøjde i en kortvarigt sekvens uden at gå ned i fart, så man får overhøjde i forhold til de næste både, der runder mærket.
Er fokus på mærkerunding fra kryds til læns er det også væsentligt, hvem der slækker ud og hvordan sejlene trimmes til læns. Har de enkelte besætningsmedlemmer tildelt roller? Er spilerstagen klar til at blive sat, så den kan sættes med det samme efter mærkerunding?
Det er små ting, der kan gøre en stor forskel – flere meter i et ruf.
Sejlads på læns.
Hvad er den rigtige kurs til næste mærke? Den direkte vej til mærket er ikke nødvendigvis den hurtigste. Er der mere vindtryk på en af siderne af banen, skal der måske styres i den retning for at få mere fart. Er der en i besætningen, som kigger bagud mod konkurrenterne? Hold roret og styringen så vidt muligt i ro i fladt vand, så roret ikke laver modstand under medvindssejlads. Styr båden efter bølgerne, når det blæser. Besætningens placering i båden kan også have betydning. Skal de frem i let luft og tilbage i mere vind?
Bådhåndtering er et tredje fokusområde.
Der kan arbejdes med stagvendinger på kryds, så besætningen gennem godt samarbejde kan få båden hurtigt op i fart på ny kurs. Husk de tre gear ved indhaling af sejl på ny kurs og få balance i båden.
Sejl efter ticklers, windex og sejl, så styringen konstant er så optimal som muligt. Hjælp rorsmanden med at holde fokus. På den måde får I mest ud af både vind og besætnings indsats.
Fokus på taktik på banen.
Det er altid vigtigt at se fremad i banen. Det kan ofte betale sig at lave en gameplan før start. Hvor skal vi sejle på banen, så vi opnår så stor fordel som mulig? Hvor ligger de andre både? Det er en god ide at komme på styrbordhalse til topmærket? Hvordan undgår vi at sejle for langt i forhold til mærkerne? Hvor er vindtrykket? Er der strøm? Skal vi følge konkurrenterne og søge at dække dem af på kryds og læns, så de ikke lige pludselig opnår en fordel?
Prøv det. Det gør onsdagssejladserne lidt sjovere.
God sejlads.









