Nyhedsbrev oktober 2023, klar til nye aktiviteter

Velkommen til oktober måneds nyhedsbrev.

Sejlerskole, pigesejlads og onsdagssejlads er nu i mål og har alle afsluttet aktiviteterne i denne sejlersæson. Og dog! Det er planen, såfremt der er tilstrækkelig tilslutning hertil, at sejle med J70 sejlbåden i Lemvig denne vinter. Vi håber som bestyrelse, at flere sejlere har interesse i at forlænge sejlersæsonen og deltage i vintersejlads. Det giver både noget til dig som aktiv sejler og noget fællesskab omkring sejlads og aktiviteter på land.

Vores sejlerskole har i år ikke haft samme antal deltagere, som de seneste tre – fire år. Det kan skyldes flere ting, men her skal især peges på, at Corona perioden gav en stor stigning i antallet af kursister, som måske har mættet interessen for en periode. Derimod har tilslutningen til pigesejlads også i år været rigtig god. Når det gælder onsdagssejlads, har der også i år været en lille fremgang. Glædeligt at se, at der kommer nye interesserede sejlere til. 25 både har i år været tilmeldt sejladserne og nogle gange i foråret nåede op i nærheden af dette tal. Flot!

Børn og unge sejlads har i år især været gennemført på Nørresø og i Hjarbæk. Tilslutningen er nogenlunde konstant. Børnene deler sig i to hovedgrupper. Dem som blot vil sejle, bade og have det sjovt og dem som også gerne vil konkurrere mod hinanden. Der skal være plads til dem alle i vores aktiviteter. I år har nogle af de unge mennesker deltager i to kapsejladser i Sunds md fine resultater til følge.

Onsdagssejladserne fik en vejrmæssigt flot afslutning. Der var 16 deltagende både på vandet, der på tætteste hold kunne opleve Indian summer og en flot solnedgang over Lovns Bredning. Du kan se resultaterne af de 13 sejladser i klubmesterskabet, Le Mans sejladsen og for de tre sejler i Virksundmesterskabet her: Kapsejladsresultater

Præmieuddeling efter sæsonens kapsejladser finder sted i f.m. klubbens generalforsamling onsdag d. 7. februar 2024.

En stor tak skal rettes mod kapsejladsudvalget for nogle flotte baner og sejladser i løbet af sæsonen. Også en kæmpe tak til truttetøserne, som hver onsdag stiller op på sandtangen.

Hvis vi skal dryppe lidt malurt i bærret, så findes der desværre fortsat gaster, som aktivt har deltaget om onsdagen i to eller flere år, som åbenbart ikke har til hensigt at betale kontingent til sejlklubben for at deltage i aktiviteterne. Det vil bestyrelsen fremover begynde at håndhæve hårdere. Det skyldes bl.a., at der helt naturligt skal indtægter til, for at drive en sejlklub. Både og materialer skal vedligeholdes og udskiftes. Vi afholder forskellige aktiviteter og bestyrelsesmøder sommer og vinter. Vi sejler med børn og unge på Nørresø og i Hjarbæk. Der skal bl.a. hældes brændstof på følgebådenes motorer. Vi er også repræsenteret i andre klubrelaterede aktiviteter, der også skal finansieres. Bl.a. deltager frem medlemmer i år i klubkonferencen i Vingsted og to medlemmer deltager i De Blå Ambassadørers Årstræf. Vi er også til stede, når Dansk Naturfredningsforening og mange flere deltager i møde i Lemvig 8. november for at sætte spot på Limfjordens tilstand mv.

Det kan måske skabe lidt muren i krogene, at vi begynder at gøre hårdere til værks. Betaling af kontingent er og bliver gasternes ansvar og så vil vi appellere til skipperne på de deltagende både, at sørge for at gasterne får betalt, når sæsonen starter.

Nu til noget mere glædeligt. Sejlklubben og lystbådehavnen afholder afriggerarrangement og standerstrygning fredag d. 27. oktober 2023. Vi håber, at mange vil deltage i denne markering.

I starten af 2024 planlægger sejlklubben igen at afholde duelighedskursus. Er du interesseret i at deltage som kursist, kan du læse mere om tilmelding, krav og forventninger. Du kan også se, hvilke datoer undervisningen vil finde sted. Læs mere her: Duelighedskursus

Vel mødt!

Forlæng sejlersæsonen og få det sjovere på vandet hele året

I vinter sejler vi i klubbens J70 sejlbåd Lovns Perle i Lemvig. Båden transporteres til Lemvig i oktober. Lemvig Sejlklub og formentlig også Thisted Sejlklub vil deltage med hver deres to J70 både.

Din egen båd står måske på land, så er her en mulighed for at komme ud og sejle en gang imellem. De generelt mildere temperaturer om vinteren betyder, at vi kan sejle flere dage. Det kan med sikkerhed også blive sjovt at sejle sammen med og mod andre både og besætninger.

Sejlerområde: Sejlads vil finde sted i den beskyttede bugt ved byen mellem den gamle havn ved byen og marinaen.

Tidsrum: Vi sejler søndag formiddag i tidsrummet kl. 10 – 12. Derefter vil der være fællesspisning for alle deltagere i Lemvig Sejlklub. Er vi flere deltagere end der er pladser i båden, roteres deltagerne, så alle får sejlet.

Transport: Vi vil køre afsted omkring kl. 0800 fra Viborg/Skive området og køre hjem igen efter sejlads kl. 13. Afhængigt af deltagerantal kan der arrangeres fællestransport, hvor deltagere skiftevis lægger bil til og køre frem og tilbage. Det besluttes, når antallet af deltagere mv. er på plads.

Aktiviteter: Der sejles korte sejladser, hvor der lægges vægt på teknik og bådhåndtering, så der er træning i sejladserne. Vi har aftalt, at der vil ske omskiftning på bådene og mellem besætningerne i den første del af perioden, således at der er tværgående læring og et socialt aspekt.

Sikkerhed: Der vil være mindst en RIB båd i vandet, som følger bådene under aktiviteterne på vandet. Blæser det for meget eller er det alt for koldt sejler ikke.

Påklædning: Sejlertøj efter vind og vejr. Når det bliver koldere, er mere lagdelt tøj, hue og handsker nok påkrævet, men det må vi gøre vores erfaringer med.

Betaling: Det er i princippet gratis at deltage, hvis du har betalt medlemskontingent i Virksund Sejlklub. Dog skal du forudse at betalt et mindre beløb for spisning i Lemvig. Vi taler om 20 kr. for mad og 10 kr. for sodavand og øl pr. gang. Derudover kan være tale om deling af udgifter til kørsel.

Tilmelding: Har du lyst til at deltage hver gang eller en gang imellem, have det sjovt på vandet og forlænge din sejlersæson eller måske høre mere om denne aktiviteter, kontakter du jenskofoed@live.dk. Du bedes tilkendegive din interesse inden onsdag d. 4. oktober. Herefter udarbejdes en plan, når antallet af deltagere er opgjort.  

Bådoptagning 2023

På land med mast på

Fra tid til anden har det været drøftet, om både kunne optages uden at afmontere masterne. Det er fora efteråret muligt at få båden på land uden at masten skal afmonteres. Der er dog en række forhold, som skal være i orden, før dette er muligt.

Der skelnes mellem både over og under 30 fod, idet både over 30 fod skal have ekstra støtter på båden. Lystbådehavnen vil i første omgang anskaffe 15 sæt. Derfor gælder det bådejere af både over 30 fod, der ønsker at få båden på land med mast, at de skal sende en mail til ahandberg @gmail.com for at tilmelde sig, Måtte der være flere end 15 bådejere, der ønsker at både over 30 fod med mast på land trækkes lod.

Her er de forhold, som alle skal være opmærksomme på, såfremt masten ikke ønskes afmonteret.

  1. Båden skal være ansvarsforsikret.
  2. Alle sejl, flag, sprayhood, cockpit telt, presenninger og lignende skal være afmonteret.
  3. Alle fald og andet tovværk spændes langt ud, så de under ingen omstændigheder rører masten.
  4. Dispensationer til punkt 2 kan gives af kranteamet, hvis de vurderer at det er forsvarligt, herunder også om hvilken slags overdækning der er tilladt.
  5. Overholder bådejer ikke betingelserne i punkt 2 og 3, opkræves betaling for at havnen bringer forholdene i orden.
  6. Bestyrelsen/kranteamet vurderer hvorvidt en given båd er egnet eller ikke egnet til vinteropbevaring med mast monteret. Dette gælder uanset bådens størrelse, og om der skal monteres ekstra sidestøtter eller ej (se punkt 7).
  7. Både over 30 fod skal have monteret ekstra sidestøtter, for at sikre stabiliteten. Der opkræves et gebyr herfor som beskrevet i takstbladet. Både med en længde på 30 fod og derunder må placeres i havnens stativer uden ekstra sidestøtter.
  8. Både opbevaret med mast vil blive placeret efter kranteamets anvisninger.
  9. Bådejer forpligter sig til at tilse sin båd med maksimalt 2 ugers mellemrum samt, hvis der varsles om vindstød af kulingstyrke eller mere.
  10. Der må under ingen omstændigheder stå både på land med mast på i perioden 30. april til 1. oktober.

Måtte der være spørgsmål til disse forhold skal de rettes til kranteamet ved ahandberg@gmail.com

Pigetur 2023, til Nykøbing Mors

Hvert år afsluttes sæsonens mandagssejladser for ”Pigesejlerne” med en weekendtur til en havn i Limfjorden og i år gik turen til Nykøbing Mors.

Vi var 10 tilmeldte piger fordelt på to både – en Najade og en Bavaria og efter en god morgenmad drog vi afsted kl. ca. 10.00. Vejret var i høj grad sommerligt for årstiden – fuld sol og ca. 25 grader, så det kunne vi bestemt ikke klage over. Vinden kunne dog godt have fået et nøk opad, så med 2-4 m/sek. fra øst/sydøst gik det meget stille og roligt ud i Lovns Bredning. Det hjalp lidt, da vi rundede Knudshoved, men motoren fik lov at snurre med på en del af turen. Undervejs var der hygge og underholdning – bl.a. sendte hver båd hinanden sejlerrelaterede spørgsmål om/fra besætningen ombord på hhv. Noa og Milou.

Kl. 14.30 ca. anduvede vi Nykøbing Mors, der netop i den weekend dannede rammen om kapsejladsstævnet ”Fjordfræseren 2023”. Af samme årsag var der fyldt op i den ellers rummelige Nykøbing Mors havn, men vi fandt et par gode pladser på én af de yderste flydebroer. Med bådene smukt fortøjede ved siden af hinanden kunne vi sætte os og slappe af, hygge og nyde lidt til ganen – inkl. en fantastisk hjemmebagt kage. Nogle fandt også tid til en afkølende dukkert.

Inden aftensmaden var vi ombord på én af sejlerpigernes både – en flot Dehler.  Som sejler er det altid interessant at se andres både, indretning, funktionalitet mm. Udover rundvisning blev vi også budt på en gin/tonic – what’s not-to-like. Aftenens underholdende quiz afslørede sammen med højt humør og gode grin, helt nye overraskende sider af os alle sammen – på baggrund af vores egne anonyme input.

Aftensmaden skulle indtages i klubhuset. Vi havde fået lov af arrangørerne bag ”Fjordfræseren 2023” at deltage i deres middag, hvilket vi satte stor pris på. Menuen stod på lækker pastasalat, flødekartofler og kød til grillen, som var stillet op udenfor. Der var fuld aktivitet og snakken gik – også om kapsejladsen, da heller ikke Fjordfræser-deltagerne havde haft de mest gunstige vejrforhold. Men sejlerfolk er et positivt folkefærd, der nyder at komme på vandet og tage udfordringen op med det vejr man nu bliver præsenteret for. Så stemningen var god og efter maden listede vi tilbage på bådene til flere gode grin og hygge.

Næste morgen spiste vi fælles morgenmad på havnen og så dagens kapsejladsdeltagere stævne ud. Vi fulgte kort efter trop til endnu en dag med 2-4 m/sek. og lidt skyer, der senere blev afløst af det smukkeste solskin. Vi ankom til Virksund Lystbådehavn om eftermiddagen og kunne konstatere, at vi endnu engang havde haft en helt igennem forrygende tur, hvor fællesskabet og sejlerglæden binder os sammen trods alder og forskelligheder. Vi glæder os allerede til næste sæson med ”Pigesejlerne” i Virksund Sejlklub.

Nyhedsbrev september, blev tidligere kaldt fiskemåneden

September blev i gamle dage kaldt ”fiskemåneden”. Netop i denne måned fiskede man en gang mange høstsild. Der er desværre ikke mange sild tilbage i Limfjorden. Den søgerlige kendsgerning er nok, at der slet ikke findes sild eller ret mange andre fisk i fjorden i dag.

Fjorden har i det hele taget ret skidt. Især udledning af nitrat og fosfor i fjord og åløb, der udmunder i fjorden, har gennem mange år bidraget til iltsvind, algevækst og fiskedød. Det kan der fortsat gøres noget ved, men det begynder at haste. Selv om det efterhånden er op ad bakke og at der skal et langt sejt træk til gennem vedvarende indsats, hvis vandkvaliteten skal forbedres og  dyreliv og dyrefauna skal tilbage i fjorden, så kan der gøres noget.

Nitraten kan rent faktisk filtreres væk gennem nedsivning i græsenge på lavbund jorde, der bl.a. grænser op til åløb og til fjorden. I den iltfri vandmættede jord omdannes nitraten gennem jordbakteriernes livsprocesser til harmløst atmosfærisk kvælstof. Forsøg har vist, at en hektar våd eng er i stand til at fjerne nitrat for 10 hektarer dyrket jord.

Hvad venter politikerne på, når vi kender en metode til at komme et stykke af vejen?

Havnefest

Der afholdes havnefest i Virksund lørdag d. 2. september. Dagen indeholder et fyldigt program, som kan ses på https://www.virksundlyst.dk/ kom og tag del i arrangementet.

Onsdagskapsejlads i september starter tidligere

Fra onsdag den 7. september og til slutningen af september starter onsdagssejladserne en halv time tidligere på grund af vintermærkets komme. Det hele fremrykkes med andre ord 30 minutter. Det betyder, at der afholdes skippermøde ved klubhuset kl. 1755 og første start går kl. 1820.

Mandetur, træskib og kapsejlads

I uge 37 afholdes som altid den traditionsfyldte mandetur. Der er afgang onsdag og hjemkomst søndag. Programmet kan ses på https://www.virksundlyst.dk/

Uge 37 er også normalt lig med træskibssejlads i Limfjorden. Der er ofte sejlere, som følger skibene på noget af deres tur med start i Løgstør, videre til Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og Skive.

Fjordfræseren for kølbåde afvikles lørdag den 9. september. I år sejles fra Nykøbing Mors.

Vestjysk Bank Cup 2023

Kapsejladsen i august måtte desværre aflyses. Vi kunne lige knibe antallet af tilmeldte både op på 14, hvoraf de tre både var tilmeldt cruiserløb. Ikke imponerende og ret sørgeligt, at der ikke kan samles flere både fra Hjarbæk, Hvalpsund, Skive og Virksund til en enkelt dags sejlads i Lovns Bredning. Vi kan håbe, at flere får lyst til at deltage.

Duelighedskursus

De første tilmeldinger til duelighedskursus er modtaget. Vi fylder op i den rækkefølge interesserede tilmelder sig. Kursus begynder i starten af 2024. Tilmelding, kursusdage, pensum og pris kan ses her: Duelighedskursus