Onsdagssejlads, nu varer det ikke længe

Nu varer det ikke så længe – vi skal snart ud at sejle kapsejlads!

Hurra!

Vi starter med Tune-up onsdag d. 1. maj.

Skippermøde er kl. 18.25 med flg. starttidspunkter:

  1. Løb uden spiler kl. 18.50
  2. Løb uden spiler kl. 18.55
  3. Løb uden spiler kl. 19.00
  4. Løb med spiler kl. 19.00

Den skarpe læser bemærker nok, at både 3. og 4. løb starter samtidig kl. 19.00.

Det har kapsejladsudvalget besluttet at forsøge, fordi der er så få både i 4. løb..

Husk, vi tager udgangspunkt i de både, for hvem der er betalt kapsejladslicens for 2024. Dansk Sejlunion sendte opkrævning ud i marts måned til alle, som indløste licens i 2023.

I 2023 sejlede Spir og Lovns Perle i 4. Løb med spiler. Skulle der være flere både som vil sejle med i 4. Løb, bedes I sende oplysning herom til Kenneth på kenneth.mortensen@icloud.com.

Tilsvarende for helt nye deltagende både. I bedes også sende Kenneth en e-mail.

Der kan ske mindre justeringer i løbsfordelingen i f.t. sidste år – det oplyses der om til Tune-up d 1. maj.

Så noget andet.

Caféen forventes ikke at være bemandet d. 1 maj. Derfor vil aftersailing hyggen foregå ligesom sidste efterår, hvor vi skiftedes til at smøre madder etc.

De første par onsdage er besat, men til Tune-up vil vagtlisten skulle bemandes længere frem. Så der vil vi efterlyse frivillige til den tjans.

Til slut erindres om, at ansvarsforsikringen SKAL være på plads når man sejler kapsejlads.

 

Vi ses d. 1. maj.

Kapsejladsudvalget

Invitation til Vestjysk Bank Cup 2024

Virksund Sejlklub inviterer til

VESTJYSK BANK CUP 2024

Lørdag den 25. maj 2024 i Virksund

Virksund sejlklub har fornøjelsen af invitere de omliggende sejlklubber til at deltage i kapsejladsen Vestjyske Bank Cup 2024 (VB Cup).

Efter en lang, mørk og våd vinter bliver det én af de første lejligheder til at komme på vandet for at sejle kapsejlads med andre klubber.

Kapsejladsen afholdes fra Virksund Lystbådehavn lørdag den 25. maj 2024. Der er start/mål lige uden for havnen og der sejles på baner, hvor de deltagende både flere gange kommer tæt på land, så sejladserne bliver meget publikumsvenlige.

Skippermøde afholdes kl. 09.00 og første start går ca. kl. 09.45.

Der er præmieoverrækkelse senest kl. 16.30.

VB Cup afvikles med to sejladser, hhv. formiddag og eftermiddag. Vi vil tilstræbe et par spændende, udfordrende og publikumsvenlige sejladser.

Der sejles efter DH-mål i følgende klasser:

  • Både med spiler
  • Både uden spiler

Desuden:

  • J 70, forudsat at der tilmeldes mindst tre både. Ved færre både sejler J 70 efter DH-mål.
  • Cruiserbåde (både uden målebrev). Cruiserbåde sejler med flag og efter søvejsreglerne.

Sejladserne afvikles med respitstart (”harestart”), så alle både kommer i mål nogenlunde samtidigt og placeringerne er umiddelbart forståelige for publikum.

Der er præmier for hver tre startende både i hver klasse.

Deltagende både ligger gratis i havnen fra fredag aften til søndag morgen. Både der ankommer på trailer søsættes og tages på land af havnens kran, uden vederlag.

Forhold omkring forplejning i f.m. stævnet findes her: Forplejning til Vestjysk Bank Cup 2024

Tilmelding sker i to step ved:

  1. Sende e-mail med tilmelding til niels@klemm.dk med flg. oplysninger: Bådens navn, type, DEN nr, hjemhavn, ønsket løb, skippers navn og tlf. samt navn på ansvarsforsikringsselskab.
  2. Indbetale 300 kr. på sejlklubbens konto nr 9261-4190026421 med tekst VB Cup samt bådens navn.

Tilmeldingen skal ske senest den 20. maj 2024.

Spørgsmål om stævnet kan rettes til Niels Klemm tlf. 28 18 20 51 eller niels@klemm.dk

Virksund Sejlklub håber på mange deltagende både i denne forårssejlads.

Med sejlerhilsen

Virksund Sejlklub

Nyt fra Limfjordens Sejlsport april 2024

Nyhedsbrev fra Limfjordens Sejlsport , april 2024

Kære sejler

Påskeferien er nu agterudsejlet for i år og de fleste af os begynder at spejde hen over stævnen mod søsætning af vores både. Det er altid en rar fornemmelse på dette tidspunkt af året at tænke frem mod nye drømme, der skal udleves på vandet.

Nu hvor sejlersæsonen står for døren, så er det tid til at gøre en kort status for Limfjordens Sejlsports aktiviteter og arrangementer.

Vi har netop i marts afholdt generalforsamling og har også afholdt det første bestyrelsesmøde i den nye bestyrelse. Niels Sohn, Skive Sejlklub, gik af som formand og Jens Kofoed er afløseren på formandsposten. Lars Stoklund fra Rønbjerg Sejlklub er indvalgt som nyt bestyrelsesmedlem. Søren Christiansen blev genvalg og Knud Kristian Wrist er still going strong som kasserer. Tak til Niels for din mangeårige indsats og tak til Lars for at indtræde i bestyrelsen.

Hvorfor et nyhedsbrev?

Den nye bestyrelse har på deres første møde bl.a. besluttet at fordele et nyhedsbrev, som fortæller om, hvad der sker rundt om og i foreningen. Vi vil gerne udbrede kendskabet til, hvad foreningen går og laver på fællesskabets vegne.

Vi håber også, at du har lyst til at viderefordele vores fælles nyhedsbrev om sejleraktiviteterne i Limfjorden. Vi vil også opfordre alle til at henvende sig til bestyrelsen, hvis du eller I måtte have forslag og indspark til bestyrelsen.

Sejleraktiviteter 2024

I enkelte klubber har der været vintersejlads. I Aalborg, Lemvig og Struer har vi kendskab til, at der periodevis er blevet sejlet i J70’ere og J80’ere mv. Det er fantastisk, at vi bliver flere og flere, der får erfaring med at sejle hele året. Bare sikkerheden er på plads, kan der skabes meget god sejlads på fjorden. I Lemvig har vi afviklet mange korte sejladser i kirketiden om søndagen. Vi håber, at flere vil have lyst til at gå sammen og deltage i vintersejlads næste vinter et af de steder, hvor denne aktivitet er sat på formel.

Inden vi helt lukker ned for denne vinters aktiviteter, skal der her reklameres for Danske Tursejleres arrangement i Virksund Sejlklub torsdag d. 11. april kl. 19. Tilmelding er påkrævet. Læs mere om arrangementet her: https://dansketursejlere.dk/nye-foredrag-med-thomas-veber/

Vi vil også gerne slå et slag for et arrangement i Lemvig Sejlklub søndag d. 14. april kl. 16. Her vil Anders Kronborg Kjær fra Oure Efterskolerne komme og fortælle om besætningssamarbejde. Anders Kronborg Kjær fortæller her om initiativet:  https://oure.dk/nyheder-events/book-et-gratis-foredrag-af-anders-kjaer-fra-oure-kostgymnasiums-sejlerlinje-i-din-sejlklub

Jeg vil også nævne, at netværket af kvindelige sejlere har haft møde i Rønbjerg. Flere kvinder deltager i dette årlige netværksmøde. Limfjordens Sejlsport støtter netværkets møde økonomisk. Vi kan også glæde os over, måske i kraft af netværksmøderne, at flere sejlklubber får lyst til at få kvindesejlads på aktivitetsprogrammet. Godt at se!

Der har også været afholdt netværksmøde for børn og ungdom. Ungdomsledere prøver på mødet at udfordre hinanden omkring bl.a. sejleraktiviteter, rekruttering og fastholdelse. Til seneste møde deltog også Finn Beton fra Aarhus, som øsede ud af hans store erfaringer om ungdomssejlads. Flot initiativ!

Aktivitetskalenderen for selve sejlersæsonen 2024 er på plads og I kan få et hurtigt overblik over de nærmeste aktiviteter ved at trykke på link: https://limfjordens-sejlsport.dk/

Interesse varetagelse overfor myndigheder

Som det sidste vil vi gerne fortælle om interesse varetagelse, som også er del af Limfjordens Sejlsports domæne. Vi er meget opmærksomme på, hvad der sker med Limfjorden og vil fortsat forsøge at medvirke til at forbedre Limfjordens tilstand. Det kan være ved at deltage i affaldsindsamling, ved at drøfte situationen med lokale politikere eller ved at deltage i fora, herunder i følgegruppe til Limfjordsrådet, hvor en renere og bedre Limfjord er i spil. Denne vinter har vi udfærdiget høringssvar om den nye havplan, hvor det gennemgående emne er at sikre fortsat fri sejlads i fjorden. Vi deltager også i de løbende høringer fra Vejdirektoratet om brospærringer, fordi vi gerne fortsat vil sikre så gode muligheder for sejlerne i Limfjorden som muligt.

God sejlersæsonen til alle sejlere i Limfjorden.

På bestyrelsens vegne jens Kofoed

Onsdagskapsejlads 2024

Så nærmer tiden sig for Virksund Sejlklubs onsdags kapsejladser.

Kapsejladslicens

Den 22. marts fordelte Dansk Sejlunion opkrævning for kapsejladslicens til alle sejlere, som havde indløst kapsejladslicens i 2023.

Kapsejladsudvalget antager, at alle som indløser 2024 licens, vil deltage i vores onsdagssejladser her i 2024.

Nye sejlere er meget velkomne

Forhåbentlig er der også nye sejlere, som vil deltage i den nye sæson. Du behøver ikke nødvendigvis at have sejlbåd for at deltage. Du kan sejle med som gast.

Husk at vores kapsejladser er for alle klubbens medlemmer, og skulle man være mindre øvet, så giver det en masse rutine at være med. Vi sejler i al slags vejr og der opstår situationer på vandet, hvor man skal udvise hensyn overfor andre mv. De mere rutinerede sejlere udviser også sejladsmæssigt hensyn overfor nye sejlere.

Sejlklubbens kapsejladser er også en fantastisk mulighed for at lære mange af klubbens medlemmer at kende, og sejladserne er lige så meget et klubsocialt arrangement, som en decideret kapsejlads. Skulle man være interesseret i at sejle som gast, så er der altid skippere, som har plads.

Tilmelding, hvis ikke du som skipper ikke har deltaget før

Nye skippere bedes tilmelde sig hos Kenneth på e-mail kenneth.mortensen (a) icloud.com med flg.. oplysninger:

Skippers Navn

Bådtype

Båd navn

DEN nr

 

Skulle båden tidligere været tilmeldt, som kapsejler med et tidligere navn, så vil vi meget gerne have navnet og tidligere hjemmehavn oplyst, og hvis man har kapsejladslicens nr, så vil det være helt perfekt.

Afslutningsvis så vil vi erindre om, at man selvfølgelig har ansvarsforsikringen på plads, og at vi her i 2024 vil være skarpe på, at gaster også er medlemmer af sejlklubben.

Kapsejladsudvalget vender tilbage senere med nærmere detaljer omkring start på kapsejladssæsonen.

Vi håber vi ses.