I år har Sejlklubben haft fornøjelsen af, at flere nye sejlbåde er kommet til Virksund. En af ejerne har udskiftet sin Oceanic med en Hanse, og fire ældre H-både er ankommet og har gjort fjorden lidt mere livlig! ScanCap 99, Snøvs, har i år også fået sin debut på vandet i Virksund.

Jeg spurgte derfor Heine Munkholm fra Snøvs, som har sejlet i mange år om, hvordan han og besætningen har oplevet at deltage i onsdagssejladserne i Virksund.

”Vi i besætningen på Snøvs synes, at det har været en fantastisk oplevelse at komme over til jer og sejle i år. At være så mange på vandet og opleve den gode stemning hver onsdag, er virkelig dejligt.”

Speedy Gonsales, en sejlbåd af typen Yngling, har desuden været med i efterårets dyste på vandet ud for Virksund. Sammen med alle de andre deltagende både betyder det, at der i 2025 ofte har været mellem 20 og 25 både på vandet om onsdagen.

Allerede nu ved vi, at der i 2026 kommer en X102 fra Randers og endnu en H-båd til feltet i Virksund.

Er der mon flere på vej?

Banen er i hvert tilfælde kridtet op til flere både om onsdagen i 2026.

Vi går nu ind i vintersæsonen. Programmet for vinteraktiviteter fordeles snart.