Pånær én onsdag om året, starter bådene onsdagssejlads på vandet.
Midt i september hvert år bryder vi dog traditionen for de normale onsdagssejladser og starter på en anden måde. Årsagen til denne særlige sejlads er den årlige mandetur, der altid finder sted i samme uge – uge 37. De to overlappende aktiviteter medfører, at der ikke som vanligt kan sejles om klubmesterskabet denne onsdag i september.
Onsdagskapsejladsen i uge 37 gennemføres med alle både i én fælles start. I stedet for som vanligt at starte ude på vandet, går starten inde fra klubhuset i det, vi kalder for LeMans-løbet.
Inspirationen er stjålet fra det berømte LeMans motorløb, hvor man i gamle dage startet bilerne i pit. I startøjeblikket skulle racerkørerne løbe hen til bilerne og køre ud på racerbanen.
Inden skippermødet i Virksund er alle sejlbåde rigget til og sejlklar. Det gælder om at være hurtig på fødderne og vinde dyrebare sekunder på de andre besætninger, når startsignalet lyder i klubhuset.
Selvom tempoet ud på broerne til bådene er højt, er det stadig afgørende at tænke på sikkerheden – både for sig selv, besætningen og de andre både på havnen.
I LeMans-løbet er en særlig regel om, at sejlbåde med både sejl- og motorfremdrift må starte motoren i havnen og sejle ud til oddespidsen, 100 meter uden for Virksund Lystbådehavn. Det giver naturligvis disse både en fordel. Hvis man kan tale om, at en sejlbåd næsten kan komme rundt om odden på to hjul, ja, så er det denne aften, det sker. Motoren skal være slukket senest ved odden, og resten af sejladsen foregår for sejl.
Ikke helt retfærdigt overfor både, som sejler ”on the rocks”, dvs. kun for sejl som fremdriftsmiddel. De må derfor søge at kompensere ved at sejle hurtigere, bedre og smartere end bådene med ”snydemaskiner”.
Efter Odden er det sejlene og besætningen, der tæller, og som afgør slaget på vandet. Distancen i LeMans-løbet er som regel mellem fem og seks sømil.
Når bådene vender tilbage og passerer oddespidsen ved Virksund, må motoren igen startes og bruges det sidste stykke ind. Så snart bådene er fortøjet, springer en fra besætningen i land og spurter op til klubhuset for at registrere bådens sluttid.
Erfaringen fra mange års LeMans-sejladser viser, at det ikke nødvendigvis er bådene med maskinkraft, der vinder sejladsen – selvom de har en kæmpe fordel ind og ud af havnen.