Snart starter sæsonen for at bundmale fritidsbådene. Efterhånden som EU reglerne mod brug af kobberholdige bundmaling, bliver det nødvendigt i år eller de kommende år at tænke i alternativer og andre typer af bundmaling.
Svend og jeg har brugt den giftfri bundmaling Silic One fra Hempel i to sæsoner, og jeg vil gerne fortælle om vores erfaringer ved brug af denne type bundmaling. Vi købte vores båd ”Pernille” i september 2022, og startede med at udskifte bundmalingen.
Vores overvejelser om at benytte giftfri bundmaling skyldes, at denne type maling er mere skånsom overfor fjord- og vandmiljø end andre typer af maling. Der findes efterhånden en del biocidfri produkter.
Vi valgte Hempels Silic One. Det er en silikone maling, som er nubret i tør tilstand, men i vandet bliver malingen helt glat. Virkningen består i, at malingen er så glat, at de små rurlarver ikke mærker, at de sidder fast på noget, så de svømmer videre. Svend og jeg sejler ikke stærkt, og vi sejler ikke så ofte, som så mange andre. Så jeg kan ikke fortælle om malingen kan gøre, at båden sejler stærkere, men andre siger at farten kan forbedres. Motorbåde vil få en brændstof besparelser ved brug af den nye type maling. Mit bud er også, at en båd med helt glat silikonebelægning nok vil have mindre modstand end traditionel bundmaling, som er mere ru. Det kan andre fortælle mere om.
Vores erfaring er, at rur sætter sig der, hvor malingen er slidt af, eller hvor skidt har sat sig på eller i silikonen. Malingen bliver slidt af, hvis man får rester af grus og skaller mv. på bunden fra løftestropperne eller ved fx grundstødning. Ved optagning kan vi tydeligt se, at rurerne sidder der, hvor stropperne har løftet båden. Så skyl løftestropperne i vand, før du bruger dem.
Reparation af bunden er nem. Inden isætning sliber vi skaderne let med sandpapir, og båden pletmales med Silic One, hvor der er småskader. Det første år valgte vi dog at give hele båden endnu et lag Silic One. Det er tydeligt, at der skal et godt tykt lag Silic One på, så bliver skaderne færre. Nu er laget af maling imidlertid så tykt, at vi vil begynde at genopfriske bundmalingen med et nyt produkt fra Hempel, som hedder Infinity. Det kan smøres på i løbet af ingen tid. Klargøringen bliver dermed nemmere.
I er velkomne til at se nærmere på Pernilles bundmaling. Hun står på beddingspladsen næsten længst væk fra klubhuset, op ad volden mod vejen. Prøv at fugte malingen, så kan I mærke forskellen på tør og våd silikone. Vi er godt tilfreds med vores erfaringer ved brug af Hempels Silic One.
Vh. Svend Bjørn og Anna Trojahn