Vi er i gang igen efter ferien. Første onsdagssejlads blev desværre aflyst på grund af for meget vind. Nogle gange er det dog værd at vente på noget godt – for onsdag den 13. august viste vejret sig fra sin bedste side over Lovns Bredning. Sol, vind, vand og himmel gik op i en højere enhed.

Stemningen var i top, og en af sejlerne udbrød spontant på broen, så hele havnen kunne høre det: ”Sikke et dejligt sejlervejr!” – og det kunne ikke siges bedre.

Hele 22 både var gjort klar, og mange sejlere var samlet til skippermøde ved klubhuset. Her blev det oplyst, at dagens sejlads, med både kryds og medvindssejlads, ville dække seks sømil. På banen fremgik det også tydeligt, om bøjerne skulle rundes styrbord eller bagbord.

Der var planlagt tre starter med fem minutters mellemrum. Bådene startede efter deres handicapmål, så konkurrencen blev så fair som muligt.

Starten er afgørende – ligesom i speedway gælder det om at komme godt fra land. Er du først bagud, skal der kæmpes ekstra for at indhente de andre. Sejlerne forsøger at ramme startlinjen med fart i det øjeblik, startskuddet lyder. Hvis båden ender i læ af andre både, risikerer du at få “dårlig luft” og dermed falde bagud, medmindre du hurtigt kan manøvrere båden over i “fri vind”.

Undervejs handler det ikke kun om placeringen i feltet. Samarbejdet og opgavefordelingen blandt besætningen er helt central. Bådens trim – altså indstilling af rig og sejl efter vinden – spiller en stor rolle. Det samme gør evnen til at læse vind og bølger, så du vælger den hurtigste vej til mærkerne og holder øje med konkurrenterne.

Mærkerundingerne er vigtige. En tæt og indvendig mærkerunding kan give en fordel og god chance for at sejle videre i fri vind samtidig med at man kan være heldig at tage viden fra en konkurrent, så han tvinges til at sejle i dørrlig luft.

Kort sagt er der mange elementer at balancere under en sejlads, og det gør sporten spændende. Der er altid noget at forholde sig til og forbedre, så båden næste gang kan sejles hurtigere end konkurrenterne. Efter cirka halvanden times sejlads kommer bådene i mål.

Efter løbet bliver bådene rigget af, og sejlerne snakker om, hvordan det gik i forhold til de nærmeste konkurrenter. Hver besætning pakker sejlene sammen, skyller båden og hænger fenderne ud, og herefter samles alle i klubhuset til sandwich og øl, mens dagens sejlads diskuteres, og resultaterne afventes.

Resultaterne læses op, og alle både får deres placering. Disse placeringer tæller med, når sæsonen afsluttes, og vinderne af de tre starter findes. I Virksund dystes der både om klubmesterskabet og Virksundmesterskabet. Et unikt fællesskab og nye oplevelser.