Når du kører over Virksund dæmningen har du måske allerede opdaget, at der er sket ændringer ved Slusen?
Nu er der ikke opsat bomme ved kørebanen for at stoppe vejtrafik, når broklappen slår op. Der er også etableret bomme i begge ender af selve slusen for at regulere ind og udsejling.
Hvad er formålet med “slusebommene”?
Ifølge Viborg Kommune er de nye vandbomme sat op for at kunne stoppe fritidsfartøjer, indtil de får tilladelse til at sejle gennem slusen. Egentlig, et ganske fornuftigt tiltag, men forklaringen er dog lidt længere.
I år har sluseportene stået åbent i længere perioder hen over sommeren for at øge vandgennemstrømningen mellem Hjarbæk Fjord og Lovns Bredning. Den åbne sluse i den østlige ende giver sammen med dysserne i den vestlige ende mulighed for at sende en sjettedel mere vand gennem dæmningsanlægget. Det er vist overordentlig tiltrængt.
Ændringen har også til formål at sikre at fisk svømmer gennem slusen, i stedet for at vende rundt og cirkulere ved dæmningen. Det viser sig, at flere fisk ankommer til dæmningens østlige ende, hvor netop sluseporten findes.
Når sluseporten af disse årsager står åbne, kan man også som sejler forledes til at tro, at man har adgang og blot kan sejle ind i slusen. Det må man ikke, medmindre brovagten har givet tilladelse. De nye slusebomme har derfor til formål at hindre at både sejler ind i den åbne sluseport, før brovagten giver klar signal.
Indførslen af nye bomme ved slusen har desværre ikke været uden problemer. En fritidssejler oplevede i juli, at bommene blev aktiveret for tidligt af brovagten og slog ned, mens båden var på vej ud af slusen, så båden måtte bakke tilbage og ind i slusen, mens slusevæggen samtidig var på vej op. Hvad skadernes omfang var på båden, melder historien pt. ikke noget om, men Viborg kommune erkender vist nok deres fejl.
Sejlklubben har i sidste uge været i kontakt med Viborg Kommune for at høre, hvad der vil ske med brovagtens sikkerhedsprocedurer, når broklappen aktivireres og slusebommene skal op og ned, så tilsvarende uheld i fremtiden forhindres. Kommunen har forsikret os om, at sikkerhedsprocedurerne efterses. Derudover har de en snak med brovagterne.
Slusevagten har i øvrigt fået nyt telefonnummer, som er: 8787 5353
Her er link til hjemmeside om slusen og slusens åbningstider: https://viborg.dk/oplevelser-og-fritid/ud-i-naturen/aktiviteter-paa-og-ved-vandet/virksunddaemningen/information-om-virksunddaemningen/







