Hvert år uddeles Poseidons Afdankede Kande til en sejler i Virksund Sejlklub, som i løbet af sejlersæsonen har gjort sig særlig bemærket. Kanden blev indstiftet i 2018 og har siden været uddelt hvert år på præmieaften til en af klubbens sejlere.
Kanden er nok klubbens mest eftertragtede anerkendelse. Man kan kun gøre sig fortjent til at modtage kanden, hvis man har gjort noget, som på en eller anden måde har skabt opmærksomhed.
Uddelingen er en kærlig påmindelse om, at alt kan ske og hændelser kan opstå ud af det blå. Vi er ikke altid herre over situationen, hvilket måske bliver opdaget af andre og registreret til glæde og morskab for de fleste.
Oversigt over modtagere af Poseidons Afdankede Kande
2025
Dennis Laursen på Fru Laursen.
Mine damer og herrer – skippere og gaster.
I aften skal vi uddele en helt særlig pris Poseidons afdankede Kande
I aften er det: En pris for mod. En pris for forandring. En pris for… ja… konsekvent inkonsekvens.
Årets pris går til en mand, der har mindet os alle om, at det vigtigste i sejlsport ikke er kursen – men at kunne ændre den. Gerne flere gange. Og helst midt i sæsonen.
I 2024 startede han sæsonen helt overbevist:
“Spiler? Nej tak. Det er overvurderet. Det er for dramatisk. Det er for meget.”
Han stillede op uden spiler – rank, rolig og afklaret…lige indtil han ikke var det længere.
For pludselig, midt i sæsonen, skiftede han mening. Spileren kom op.
Farten steg.
Og vi andre tænkte: “Nå… sådan da.”
Men vent – historien slutter ikke dér.
For i 2025 var beslutningen igen klokkeklar:“Nu har jeg lært. Spiler er vejen frem.”
Sæsonen startede med spiler. Klar kurs. Fast hånd. Fuld fart.…lige indtil sommeren.
Hvor han igen mærkede den velkendte tvivl. Og så – elegant, konsekvent og helt uden at blinke – skiftede han tilbage til løb uden spiler.
To sæsoner.
Fire beslutninger.
Nul anger.
Derfor hylder vi i dag ikke bare en sejler, men en livsfilosofi:
Hvorfor kun vælge én ting, når man kan vælge begge?
Og hvorfor stå ved en beslutning, når man kan få glæden ved at tage den igen?
Kære Dennis, du har lært os, at VMG ikke kun handler om fart mod vinden –
men også om at komme mentalt i mål, uanset hvilken sejl man sejler med.
Stort tillykke med prisen for Årets Mest Ubesejre… undskyld… UBESLUTSOMME Sejler 🏆
Vi glæder os allerede til at se, hvad du starter med næste år – og hvad du ender med. Men husk, næste gang koster det en omgang til hele banden.
2018
Per Vestergaard på Keep it Simple
Der var en bøje mod øst lidt nord for startbøjerne. Keep it Simple kom først til bøjen nordfra og skulle runde den og sejle nordpå igen. Desværre var der for lidt vand og han sad fuldstændig på grund og markerede for alle andre hvor man ikke skulle ind.
2019
Kenneth Stjerneby Mortensen på Tøsen var på vej mod startlinjen da en pludselig front passerede henover og kastede Tøsen næsten ind på land.
2020
Bo Nissen på Aloha formåede gang på gang at starte i et forkert løb – nogen gange for tidligt, dvs en tyvstart andre gange for sent, dvs bare en dårlig start.
2021
Jens Kofoed på Blues var nr. to i feltet efter Olivia, hvor banelæggeren var gæstegast.
Sidst i løbet glemmer Olivia det sidste mærke og Blues følger blindt efter.
2022
Niels Klemm på Fru Knudsen formåede at grundstøde hele 3 gange i løbet af sæsonen (læs også 2023!).
2023
Jan Ole Halkier på Tøsen stod klar i stævnen med en trosse for at hjælpe Niels Klemm på Fru Knudsen som var gået på grund. Desværre kyssede Tøsen også grunden og Jan Ole stod på hovedet ud over søgelænder.
2024
Henning Kristensen på Hue Ha taber for anden gang sin pung i vandet, får vendt båden og sejler tilbage men pung er sunket og er helt væk.










