Kloden bliver varmere
Den globale opvarmning er på vej mod to grader. Klimaændringerne medfører flere vejr hændelser og katastrofer – også i Danmark.
De fleste ved, at klimaændringer giver højere vandstand mange år frem. Vandstanden er allerede steget de seneste år, og udviklingen ser ud til at gå endnu hurtigere fremover.
Det voldsommere og vådere vejr betyder, at bygninger og installationer tæt på vandet risikerer at blive ødelagt. I august 2023 oplevede landet en såkaldt 100-års hændelse, hvor en stormflod forårsagede skader for milliarder af kroner – især i Sønderjylland og på det sydlige Sjælland.
Limfjorden er et af de udsatte områder. Her presses store mængder saltvand ind i fjorden, når storme fra nord og vest presser vand fra Nordsøen og Kattegat ind.
Det mærkes også i Virksund
Også i Virksund mærker vi konsekvenserne. Når det står værst til, løber vandet ind over kajerne og ind i bygninger og installationer.
Indtrykket er, at der har været flere ekstraordinære højvandssituationer i Virksund i 2025 end tidligere oplevet. Om det reelt forholder sig sådan, vides ikke, men DMI’s klimamodeller for Skive Kommune frem mod 2100 bekræfter, at noget er i gære. Frem mod 2100 vil vandstanden stige mellem 37 og 62 cm.
Vandet kan også kommet gennem et højere grundvandsspejl.
Hvad kan vi gøre for at holde vandet tilbage?
Det kalder på overvejelser om, hvordan vi bedst kan beskytte bygninger og installationer i fremtiden. Det kræver investeringer og langsigtet planlægning. Nogle steder må vi acceptere, at vandet kan trænge frem på land, mens det andre steder kan være nødvendigt med drastiske løsninger for at holde vandet tilbage og beskytte værdier.
Man kan gøre flere ting både alene og sammen med andre.
I større skala kan der bygges diger, laves terrænregulering, etableres højvandsmure omkring bygninger, eller hæves fundamenter og kajkanter.
I mindre skala kan særligt udsatte bygninger sikres ved at installere højvandslukker, så kloakvand ikke presses op gennem toiletter. Det kan også være en god idé at investere i en dykpumpe og en generator, så indtrængende vand kan pumpes væk. Riste og rendestensbrønde skal holdes rene, så vandet kan løbe frit væk.
Når vandstanden varierer med mere end en meter, kan fleksible pontonbroer sikre, at fritidsbåde ligger stabilt i havnen, uanset situation.
Der findes også supplerende og fleksible løsninger, såsom water tubes, som kan holde vandet tilbage. Water tubes fyldes med vand og placeres som en beskyttende barriere, hvor stormflod eller ekstraordinært højvande truer. Sådanne midlertidige løsninger bruges allerede flere steder i landet i tilfælde af ekstreme vejrsituationer.
Det er altså tid til at tænke over, hvilke tiltag der skal iværksættes – og i hvilken rækkefølge.
Skive klimahandlingsplan
Skive Kommune har udarbejdet en klimahandlingsplan for 2050 og har sammen med syv andre kommuner i den vestlige del af Limfjorden lavet en pjece om, hvad man selv kan gøre, og hvordan kommunerne arbejder med klimasikring. Find mere her: https://skive.dk/demokrati-og-kommune/vision-politikker-og-planer/planer-og-strategier/temu-planer-og-strategier/klimahandlingsplan-2050/










