Nyhedsbrev januar 2024, klima og miljø

Godt nytår til alle medlemmer af Virksund Sejlklub og alle andre interesserede.
En ny kalender
En ny og ubrugt kalender. 12 nye måneder ligger foran os. Det kan kun blive godt. Velkommen til 2024.
Allerede i januar afholder vi flere aktiviteter. Vi sejler i Lemvig søndag d. 7. januar. Herefter fortsætter vi hver søndag frem mod Påske. Der er foredrag ved Sven Primdal torsdag d. 25. januar kl. 19 og 31. januar inviterer vi klubbens frivillige til Nytårsparole i Virksund kl. 18. Klubbens google kalender er opdateret.
Generalforsamling
Vi afholder også snart generalforsamling. Det sker onsdag d. 7. februar kl. 19. Vi starter med præmieuddeling. Når jeg allerede nu nævner dette årlige møde, så skyldes det, at vi gerne vi se så mange mennesker som muligt til præmieuddeling og til valg af bestyrelsesmedlem og drøftelser. Vi håber, at du vil afse tid til at dukke op på generalforsamlingen.
Miljø – og klimaplan
Sammen med Lystbådehavnen ser vi også frem til at kunne præsentere et oplæg til en klima- og miljøplan på generalforsamlingen. I efteråret har vi sammen med lystbådehavnens bestyrelse arbejdet på planen og nu er vi klar til at informere om den.
Vores brug af naturen er ikke kun et spørgsmål om oplevelser og rekreation. Vi skal passe på vores omgivelser og være opmærksomme på, hvordan vores livsstil kan påvirke naturen, miljøet og vilkårene for de kommende generationer.
I dag er fjorden næsten død og tømt for naturlig fauna og flora. Vandet lugter periodevis fælt og vandet er sørgeligt brunt. Iltsvindet i efteråret har ikke været set værre de seneste 20 år. Vi ser plastik flyde rundt i fjorden. Vi ser plastik og andet affald drive i land langs kysterne. Vi bruger brændstof, vand og el. Har vi trimmet vores anlæg til fremtiden eller er det tidspunktet at få nogen til at hjælpe os med at se på det? Er vi tilstrækkelig bæredygtige, når vi afvikler vores aktiviteter? Kan vi selv deltage i møder og aktiviteter, hvor vi kan gøre vores stemme gældende og søge at præge udviklingen i en hensigtsmæssige retning, når uforklarlige hændelser sker eller luftige planer uden tilstrækkelig forskningsmæssig baggrundsviden skal igangsættes.
I oktober og december oplevede vi atter storm over Danmark. Først blæste mod øst og gav ekstremt højvande. Broerne på havnen var under vand i en weekend. Ugen efter fik vi lavvande i Limfjorden, da vinden gik i vest. Fjorden blev praktisk talt tømt for vand. De fleste både i havnen stod på bunden og svajede på kølen. Vi slap billigt, men andre steder i landet var skaderne på både, havne, sommerhuse enorme.
Vi må nok indse, at sådanne storme kan komme oftere i takt med at klimaforandringerne slår igennem. Det betyder, at vi må tænke mere i beskyttelse og højvandssikring. Det bør ske i samarbejde med Skive Kommune og i en langsigtet plan. Vi må nok også kigge vores både- og havne forsikringer igennem, så vi ikke bliver overrasket, hvis vi bliver udsat for flere 100-årshændelser.
Når vi gerne vil arbejde med klima og miljø, så er årsagen også fjordens tilstand og de faresignaler fra naturen, som vi alle registrere og oplever. Det er komplet illusorisk at tro, at vi kan få en renere, sundere og mere produktiv fjord gennem vores beskedne indsats, men vi kan give vores bidrag.
Vi starter naturligvis med de forhold, som er nemmest at gøre noget ved og som er gratis eller kun indeholder få omkostninger. I 2024 vil vi søge at få mere viden og foretage undersøgelser, som kan danne baggrund for at vores klima- og miljøplan kan udvikles i respekt for natur og mennesker.
Tilbageblik på 2023
Et tilbagekig på begivenheder og aktiviteter i 2023 vidner om mange vidunderlige og erindringsgode stunder. Kig ind her: https://www.facebook.com/VirksundSejlklub/,  hvor vi i hele december 2023 så tilbage på 2023 med små historier.
Vi ses i januar 2024

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *