Nyhedsbrev maj 2023, dejligt at komme på vandet

Vejret har drillet og nok ikke været direkte venlige overfor sejlerne op til sæsonen. Kulde, blæst og regn har forsinket forberedelserne hos mange. Blæst forhindrede flere i at sætte master på i andensidste weekend i april og den ordinære Tune Up aktivitet til onsdagskapsejlads måtte aflyses på grund af blæst.

Ikke desto mindre ruller sejlersæsonen i gang. Vi modtog ny J70 sejlbåd midt i april og den begivenhed blev behørigt markeret og båden navngivet: Lovns Perle. Over 50 personer var mødt frem for at se “dyret”.

Båden er nu også blevet bundmalet og er for så vidt klar til at blive sat i vandet. De to øvrige klubbåde får master på mandag d. 1. maj.

Limfjordens Sejlsport har netop afholdt regelaften i Virksund. Ca. 20 sejlere var mødt frem og deltog i arrangementet. Mandag den 1. maj starter pigesejlads med klubaften. Onsdag den d. 3. maj indledes onsdagssejladser for kølbåde og torsdag d. 4. maj afholdes praktisk duelighed. 12 kursister skal gennem den sidste kursusdel for at få det samlede duelighedsbevis. Sejlerskolens kursister mødtes første gang sidste tirsdag i april og starter nu med træningssejlads.

På lørdag d. 6. maj kl. 15 afholdes standerhejsning i Virksund. Mød op og deltag i denne traditionsrige og hyggelige begivenhed. 

Det bliver dejligt at komme på vandet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *